Børn og unge inviteres til gratis sommeraktiviteter i Farum Midtpunkt

I sommerferien får børn og unge mulighed for at prøve kræfter med skating, kreative workshops og musik i Farum Midtpunkt. Aktivitetslegepladsen danner ramme om en række gratis drop-in aktiviteter, hvor alle kan deltage uden tilmelding.
Fredag 31. juli inviterer L.O.W Skate Academy og Fritidsvejledningen i Furesø Kommune til skatearrangement med mulighed for at prøve skateboards, løbehjul og rulleskøjter. Deltagerne kan også tage deres eget udstyr med.
Et af børnene, der tidligere har deltaget, er Nicholas, som fortæller: ”Det var ret godt, og det var sejt at få hjælp.”
Jacob Juul fra L.O.W Academy fremhæver værdien af de åbne aktiviteter: ”Åbne workshops kan noget specielt. En indskydelse om at gå forbi 10 minutter bliver måske til en time, måske bliver det endda starten på en ny interesse. Det giver også en god synergi, at børn og voksne kan opleve noget sammen. Og så er der selvfølgelig mulighed for at være sammen med venner eller møde nye med samme interesse”.
Fra 5.-7. august inviterer Furesø Kulturskole til kreative workshops med plantetryk og tekstilkunstner Debbie Katrine Sørensen samt musikværksted med musikeren Michael Hegelund. Her kan børn og unge eksperimentere med farver, instrumenter og nye kreative udtryksformer.
Kulturskolens drop-in aktiviteter fortsætter desuden 15., 22. og 29. august. Arrangørerne understreger, at spontanitet og fri leg er i centrum, mens vejledere og instruktører står klar med hjælp og inspiration.
Faktaboks: Sommeraktiviteter i Farum Midtpunkt
- Sted: Aktivitetslegepladsen i Farum Midtpunkt
- Arrangører: L.O.W Skate Academy, Fritidsvejledningen i Furesø Kommune og Furesø Kulturskole
- Deltagelse: Gratis og uden tilmelding
- 31. juli kl. 12-15: Drop-in skate workshop med L.O.W Skate Academy
- Aktiviteter: Skateboards, løbehjul og rulleskøjter
- 5.-7. august kl. 13-16: Plantetryk, tekstilkunst og musikværksted
- Kreative aktiviteter: Plantetryk med Debbie Katrine Sørensen og musikværksted med Michael Hegelund
- Kulturskolens øvrige aktiviteter: 15., 22. og 29. august
- Målgruppe: Børn og unge i sommerferien






Accepter kun nødvendige cookies